Stress i produktionen – det ubehagelige spørgsmål


”Hvad så – hvordan går det”

Et helt almindeligt spørgsmål vi kan stille dem vi møder, både privat og på arbejdet. Et harmløst spørgsmål, som er god til at begynde en god snak og som viser din interesse for den du henvender dig til.

Men har du prøvet at være i den situation, at du i perioder holder dig tilbage med at spørge andre om, hvordan det går? Måske er du bange for svaret, fordi du føler det kan tappe dig for energi, eller måske gør det dig rådvild?

For hvis kollegaerne er ”stressede” så kan svaret være fyldt med personlige og faglige udfordringer og konsekvenser, som kan holde dig som leder vågen om natten. Ikke mindst, fordi du måske føler et stort ansvar for at løse udfordringen.

Personligt har jeg prøvet det.
Ikke at have lyst til at blive konfronteret med en udfordring jeg ikke følte, jeg var i stand til at håndtere. Det gik så langt, at jeg i en kort periode undgik, at møde den pågældende medarbejder. Resultatet var – set i bakspejlet – jo indlysende.
”Sagen” udviklede sig for negativt for medarbejderen, fordi der blev grebet ind for sent. Og paradoksalt nok blev medarbejderens stress også overført til mig, fordi den fyldte så meget.
Så der er al mulig grund til at få talt om udfordringerne, forebyggende, og ellers så hurtigt som muligt.

Stress i produktionen er et stigende problem for rigtig mange produktionsvirksomheder. Dette ses b.la. af en undersøgelse, som ugebrevet A4 har lavet i januar 2018. Konklusionen er, at 45% af de medvirkende 461 virksomheder siger at stress er blevet en større udfordring

Der kan være dybe og komplicerede personlige grunde til stress. Dem kan vi ikke kommentere i dette blogindlæg. Vi fokuserer i stedet på den direkte arbejdsrelaterede stress – udløst af travlhed, mange deadlines, manglende planlægning, uoverskuelighed med mere.

Med inspiration fra Anthony Robbins er der helt overordnet 2 områder, hvor du som leder, kan sætte ind overfor, når vi taler om arbejdsrelaterede stress:

1) ”Tilstand” som produktionsmedarbejderne er i

2) Arbejdstilrettelæggelsen. Den her del vender vi tilbage til, i næste blogindlæg

Med ”Tilstanden”, som både kan påvirke den enkelte medarbejder og hele produktionen, mener vi, den stemning, der spreder sig og som kommer til udtryk gennem; Hvordan vi taler til hinanden, behandler hinanden, reagerer på nyt/nye opgaver  og den overbevisning vi har, om eget værd og situation vi er i.

”Tilstanden” påvirkes af vores:
1) Sprog
Måden vi taler til og om hinanden er vigtig, fordi hvis vi taler meget negativt og hårdt til og om hinanden, sætter det sine spor hos alle, samtidig med at det dræner din energi.
En meget imødekommende, lyttende og engagerende kollega – som måske oven i købet roser dig, for en opgave du har lavet – får dig til at løfte hovedet og blive glad…. og så får du også lyst til at være sådan overfor andre du møder. ”Det smitter”.

2) Overbevisninger
Her handler det om den måde, du opfatter dig selv og omgivelserne på. Er det de andres skyld at tingene føles hårde – eller kan jeg selv gøre noget ved min situation?

3) Fysiologi
Nogle grundlæggende ting er, det sprog som kroppen har.
Hvis du fysisk virker opgivende, afvisende, energiforladt i forskellige arbejdssituationer, og sammen med andre, kan det påvirke andre, præcist som beskrevet under ”sprog”.

Hos visse produktionsvirksomheder er der en stor overvægt af mandlige ansatte. Kulturen kan være præget af, at personlige problemer, nederlag og følelsen af utilstrækkelighed, ikke er ”noget man snakker om”. Man holder det for sig selv. En sådan kultur modarbejder direkte forebyggelsen af stress.

Når man så hertil lægger, at et flertal af produktionsvirksomheder, forudser at stress bliver et stigende problem i de kommende år – ja så er det nu, der skal til at handles på det. Især da stress er en tilstand som udvikles over flere år (kilde:https://www.ugebreveta4.dk/danske-virksomheder_21145.aspx.)

Nedenfor, har vi uddybet de enkelte faktorer, i forhold til, hvad der skaber den dårlige stemning/”Tilstand”.

 Den dårlige stemning – Tilstand af stress

  • Fysiologi
    • Du sniger dig ind på kontoret
    • Folk hænger med hovedet, når de får en ny opgave
    • Vrisser/kort for hovedet overfor kollegaer
  • Overbevisninger
    • Det er kunden, kollega, sælger (eksterne faktorer), der er årsagen til problemerne
    • Det er vigtigt ikke at fejle – derfor skal alting være perfekt
    • Ubehageligt at få svære opgaver – bange for at fejle
    • (Det har jeg ikke forudsætningen for)
  • Sprog
    • Snakker om problemer ”bag ryggen”
    • Vrisser/kort for hovedet overfor kollegaer
    • Negative svar: Det kan ikke lade sig gøre fordi…

Ovenstående faktorer er alle forhold, som DU kan vælge at fokusere på – både i din personlige fremtoning – men også i den måde du som leder bevidst påvirker og belønner medarbejderne på.

Alle ”interne faktorer” er ikke afhængige af økonomi, køb af en ny maskine, om salgsafdelingen forstår os, osv.
Så efter lidt overvejelse i enrum, ledergruppe, medarbejderforum – kan du iværksætte rejsen mod den ”gode stemning”.

 Den gode stemning – modstand mod stress

  • Fysiologi
    • Går rundt og siger goddag eller svarer ”positivt”
    • Går mod en ny opgave med oprejst pande
    • Taler pænt og positivt. Også når du er presset
  • Overbevisninger
    • Jeg kan ikke styre eksterne faktorer, men jeg kan styre hvordan, jeg reagerer på dem
    • Hellere fejle end ikke at handle – og officielt acceptere
    • Svære opgaver = udvikling
    • Alt kan lade sig gøre – det skal ihvertfald prøves
  • Sprog
    • Snakker åbent, ærligt og direkte om problemer – med den relevante
    • Høflig og imødekommende overfor kollegaer
    • Det sørger jeg for på trods af….. / eller det finder jeg en løsning på trods af
    • Ros andre!

At arbejde målrettet med denne tilstand, kan naturligvis ikke fjerne stress – men den kan forhindre, at den spreder sig.
Fordomme om hvor træls det hele er, vokser og gør opfattelsen af vores arbejdsplads (og ledelsen af den) mere negativ end det er tilfældet. Og har sådan en stemning bidt sig fast – så kan opfattelsen af stress accelerere. Og den er ligeså ødelæggende som faktisk stress.

At få vendt situationen, så vi åbent, ærligt og direkte, kan stille spørgsmålet: ”Hvordan går det” må være en topprioritet for virksomheden, så medarbejdere og ledere bliver fyldt med energi og handlingsorienterede løsninger.
Så når du kommer hjem, og bliver mødt med: ”Hej – hvordan har din dag været” – ja, så svarer du med et smil: ”Den var travl – men rigtigt god. Nu skal du bare høre…”

PS. En medarbejder sagde til mig på vores kick-off, da vi gik i gang med ovenstående: ”Vi fejrer altså heller ikke, når der sker noget positivt. F.eks. når vi får en ordre, eller når vi bliver færdige med en ordre – til tiden…….” og det havde han ret i!
Og den lille ting er helt op til mig – så det gør vi fremover!!

Fik du ikke læst vores vores blogindlæg om stress, så kan du læse “Stress i produktionen” her.

 

Skrevet af Henrik Ranum, Boyum IT